Renoveringsprojekter

Generelt om de første tre renoveringsprojekter
To blokke på Gudrunsvej og en blok på Edwin Rahrs Vej er med i det første renoverings-pilot-projekt. Beboerne i de tre blokke er trinvist blevet eller bliver enten midlertidigt eller permanent genhuset.

Alle lejligheder gennemgår en basisrenovering til en mere moderne standard inklusiv ventilationssystem, og blokkenes facader får ny klimaskærm, og facaderne får et moderat forandret udtryk. Opgangene og udearealerne tæt på blokkene bliver også markant forandret.

Alle stuelejligheder bliver omdannet til byhuse med egen indgang. Projektet indeholder også ændring af lejligheder til blandt andet tilgængelighedsboliger.

For alle tre renoveringsprojekter gælder, at der til hvert projekt er tilknyttet byggeretter på arealer i umiddelbar nærhed af blokkene. Her er det private investorer, der kan opføre tæt lav bebyggelse til privat udlejning eller salg.

Ventelisten til de første renoverede boliger er åben, og du kan læse mere på AarhusBolig. Læs mere om de nye boliger her.

Filer du kan downloade

B4 – Gudrunsvej 38-46
JCN-Bolig vandt entreprisen på det første renoveringsprojekt, som begyndte i slutningen af 2016. Vi forventer at afslutte renoveringen i første kvartal af 2019. Den mest markante forandring i denne blok er fjernelse af opgang 44 og dannelse af den nye gyldne port ind til Gellerupparken. I portens overligger bygger vi ni nye lejligheder, og blokkens døre og vinduer har fået gyldne rammer.

Fakta:
Bygherre: Brabrand Boligforening
Vinderteam: JCN-Bolig, MOE, Vandkunsten og Transform
Opstart: 2016, forventes afsluttet: 2019

 

B7 – Gudrunsvej 68-76
Renoveringsprojektet i B7 er begyndt i sensommeren 2018. Her er det også JCN-Bolig, der vandt entreprisen. Vi går trinvist frem fra den sydlige ende af blokken. I opgang 76 bliver lejlighederne til venstre og midtfor omdannet til tilgængelighedsboliger med vinduer i gavlen og udsigt mod syd og henholdsvis mod øst og vest. I den anden ende af blokken – i nr. 68 – bliver midtfor- og til højre-lejlighederne på. 6. og 7. sal nedlagt i deres nuværende form. I stedet laver vi to nye boligtyper på disse etager med udsigt mod nord og henholdsvis øst og vest. Blokkens døre og vinduer får en rødbrun farve.

Fakta:
Bygherre: Brabrand Boligforening
Vinderteam: JCN-Bolig, MOE, Vandkunsten og Transform
Opstart: 2018, forventes afsluttet: 2019

A17 – Edwin Rahrs Vej 18-26
I Toveshøj er renoveringen af blokken A17 – tættest på Bazar Vest – gået i gang i sommeren 2018. Her er MT Højgaard entreprenør. Som i de andre blokke går vi trinvist frem fra den sydlige ende af blokken. Denne blok er på fire etager og derfor uden elevatorer. I opgang nr. 18 bliver de nuværende lejligheder omdannet til tre nye boligtyper med fokus på tilgængelighed, og vi installerer i den sammenhæng elevator. I opgang nr. 20 bliver midtfor-lejlighederne på 2. og 3. sal lagt sammen lodret med en indvendig trappe.

I den anden ende af blokken – i nr. 26 – bliver lejlighederne på 1., 2. og 3. sal omdannet, og to af boligerne får udsigt mod nord og henholdsvis mod øst og vest.

Blokkens facade bliver delvist holdt i gylden brunlige farve samt tegl om opgangspartierne.


Fakta:
Bygherre: Brabrand Boligforening
Vinderteam: MT Højgaard og Kjaer og Richter
Opstart: 2018, forventes afsluttet: 2019