Afdelingsbestyrelse

Få indflydelse på din afdeling - stil op til bestyrelsen

Vil du være med til at gøre en forskel? Så stil op til afdelingsbestyrelsen på næste afdelingsmøde. 

Afdelingsbestyrelsens primære formål er at få afdelingen til at fungere så godt som muligt, og som medlem af afdelingsbestyrelsen er det din opgave at være med til at træffe beslutninger og planlægge, hvad der skal ske i afdelingen, og hvilken vej I skal gå. 

Måske er der behov for en ny legeplads, smukkere beplantning på fællesarealerne eller nyt inventar til fælleshuset. Som repræsentanter for beboerne er det afdelingsbestyrelsens opgave at bringe disse ønsker videre i dialog med boligforeningen.  

Ideer til ændringer og forbedringer i afdelingen kommer som regel fra afdelingsbestyrelsen. Det er her, diskussionerne begynder, og det er ofte her, idéer til fremme af afdelingens sociale liv opstår. 

Måske er du lige flyttet til området og synes, det kunne være godt at lære andre at kende? Måske er du gået på pension og mangler noget at rive i? Eller måske er du studerende og vil gerne have mere på dit CV, engagere dig lokalt og byde ind med gode idéer til forandringer og aktiviteter?  

Der er gennemsnitligt seks møder årligt, så omfanget af arbejdet er begrænset - men betydningen stor! 

Vil du vide mere om arbejdet i afdelingsbestyrelsen, er du velkommen til at kontakte den siddende afdelingsbestyrelse eller administrationen hos Brabrand Boligforening på tlf. 89 31 71 71.  

Alternativt kan du få indflydelse ved at stille forslag til afdelingsmødet. Vær opmærksom på at forslaget skal være modtaget af Brabrand Boligforening senest 3 uger før afdelingsmødet afholdes. Dit forslag kan sendes ind via denne blanket.