Visioner for fremtiden

I Brabrand Boligforening er vi meget optagede af, hvordan vi kan bidrage positivt til udviklingen af fremtidens Aarhus, som har mange spændende byudviklingsprojekter på tegnebrættet for de kommende år.

Vi ønsker at medvirke til at fastholde og udvikle en blandet by, hvor der også bygges boliger, som er til at betale. Det er med til at sikre en langtidsholdbar byudvikling, som skaber større social balance. Samtidig har vi et højt ambitionsniveau for kvaliteten og arkitekturen i vores byggerier.

Vi arbejder desuden med en bredspektret tilgang til bæredygtighed i såvel renoveringsprojekter som i nybyggeri, hvor vi allerede i dag har en markant og stærk profil inden for energirigtigt byggeri.

En anden grundsten for det almene byggeri er at skabe inspirerende rammer for gode fællesskaber. Her arbejder vi hele tiden med at udvikle nye former for moderne fællesskaber. Tag et kig på vores projektbeskrivelser, hvis du vil vide mere om, hvordan vi arbejder konkret med disse og andre temaer inden for byggeriet og byudvikling.

 

Strategi anno 2016

Brabrand Boligforening har i 2016 vedtaget en strategi, som har to ben: En målsætning om at styrke arbejdet med at udvikle en professionel, effektiv og serviceorienteret drift og en anden målsætning om at arbejde udviklingsbaseret – både med bolig- og byudvikling og fx med relevante forsknings- og innovationsmiljøer.

Blandt andet som et resultat heraf har boligforeningen i 2016 indledt et samarbejde med KAB og Boligselskabet Himmerland på tværs af de tre største byer i Danmark, hvor almene boliger spiller en væsentlig rolle i byudviklingen. Samarbejdet vil kunne inspirere til andre måder at konceptudvikle de almene boliger og give værdifuld indsigt i forhold til myndigheder og udviklingsmuligheder.